Foredrag om Nyborg Voldspils historie
Nanna Højholt, d. 03-05-2010
I 2009 kunne Nyborg Voldspil fejre 70-års jubilæum som landets ældste friluftsscene. Hver sommer gennem et par menneskealdre har teaterglade voldspillere opført en lang række herlige forestillinger. Spillene er kendt over det ganske land og folk er strømmet hertil fra nær og fjern.
Nyborg Voldspil har været og er Nyborgs fornemmeste visitkort på kulturfronten.
Tove og Kaj Bonde har i lang tid søgt højt og lav i Det Lokalhistoriske Arkiv for at finde informationer og fotos fra de mange forestillinger. Det har udmøntet sig i et foredrag, som fortæller voldspillenes lange og uhyre spændende historie, lige fra starten i 1939 og frem til vore dage. Kaj Bonde tager publikum med på en rejse gennem de mange forestillinger, og der vises mange fotos i et power-point show. Her ser man bl.a. de forskellige scener, der har været benyttet: ved slottet, ved vandgraven og på Kronprinsens Bastion og mange af de talrige voldspillere, som har været med gennem årene.
Til foredraget er der blevet fremstillet sanghæfter, og det er meningen, at publikum undervejs kan synge med på nogle af de kendte og elskede sange fra forestillingerne. Tove Bonde sidder ved klaveret og Kaj Bonde trakterer klarinetten.
Nyborg Voldspil håber, rigtig mange vil finde frem til Slotsmøllen
Mandag den 17. maj 2010 kl. 19.00
Tilmelding til 70 års voldspil på 3 timer kan ske direkte i Nyborg Voldspils Billetkontor, Stendamsgade 2, 5800 Nyborg, på mail billet@nyborgvoldspil.dk eller via Nyborg Voldspils Venner på tlf. 65 31 63 59 - (Egon og Kirsten Kristiansen).
Entreprisen er incl. kaffe m/brød kr. 40,00 pr. person. (Betales v/indgangen).
Krostuen vil være åben med salg af andre forfriskninger.
Krostuen vil være åben med salg af andre forfriskninger.


