Instruktør Daniel Bohr

Grease: En ægte Daniel Bohr-kreation
- med højt hår og en smule romantik

Når Grease har premiere 21. juli klokken 19.30 på den gamle vold i Nyborg, vil det strømme ind på scenen med energi, entusiasme, fornøjelse og morskab. Hele showet er iscenesat af manden med over 50 års kyndig erfaring med musikteater: Daniel Bohr.

Instruktøren bag Grease er intet mindre end en verdensmand. Daniel har siden 1960'erne bevæget sig på alverdens musikscener – hvor han fire gange er blevet belønnet med en Reumert.

En del af Daniels store kompetence er hans sans for detaljer og hans sikre stil. Daniel sikrer den røde tråd hele vejen rundt om produktionen, så selvom der er andre, der står med ansvaret for scenografi, kostumer, hår, makeup og dans, er det altid i et tæt samarbejde med Daniel, at det hele sker.

Vi er fantastisk glade for, at Daniel igen har sagt ja til at være instruktør hos Nyborg Voldspil. Til trods for en lang karriere som instruktør, så er det første gang, at han iscenesætter Grease. Hans person, passion og professionalisme skaber sammen med alle de frivillige en forestilling, som vi glæder os meget til at præsentere dig for.

Skulle du have lyst til at finde ud af mere om Daniel Bohr, og hans lange karriere, så gå ind på www.danielbohr.dk.