Jul på Slottet 2017

Det' sørme, det' sandt, december. For nu vender Jul på Slottet tilbage på den gamle Slotsmølle i Nyborg, hvor nisserne forsøger at redde julen i det fattige kongerige. Tag hele familien med og kom i julestemning i november og december måned på Slotsmøllen.

​Historien

​På det store slot i et lille fattigt kongerige bor Kongen med sin søster, Fedorika og sin smukke datter, Prinsesse Miamaja.
De har været i krig med nabolandet Montania, og for at få fred, kræver Montania kongens vægt i guld. Grev Rabsenfuchs skjuler kornpengene sammen med sin nevø Junker Juchs, så der kun er en ganske lille rest i skatkammeret. Kongen forsøger at gå på slankekur, så de slipper billigere i mængden af guld, der skal betales. Da det falder Kongen svært at tabe sig, beder han troldmanden Mester Astralius om at lave guld.

Montania sender Baron von Wissenwass, for at fortælle, at hvis prinsesse Miamaja gifter sig med Montanias prins, vil gælden være betalt. Dette vil prinsessen dog ikke være med til.

Den nye jæger på slottet, Valentin, forsøger sammen med Miamaja at finde ud af, hvorfor der ikke er kommet flere skatter ind. Han forærer hende en halskæde, som hun hænger på sin hest Vesper, da hun ikke kan bære et smykke, hun har fået af en simpel jæger.

Montania forlanger at få svar inden jul. Det får Kongen til at afskaffe julen - i et forsøg på at købe mere tid. Samtidig fængsles Valentin for at være spion fra Montania.

Undervejs i historien forsøger slottets nisser - far Magnum, mor Trisse, deres søn Fimpe og onkel Mirko, der er flygtet fra Montania - at hjælpe slottets beboere, særligt Miamaja, og at sprede julestemning på slottet.

Bliver det jul alligevel? Det får vi svar på i vintermørket på Slotsmøllen.

Instruktørteam

Jesper Dupont
Instruktør

Kristine Becker Lund
Sang- og korinstruktør

Maria Nielsen
Koreograf

Læs mere om den kunstneriske ledelse bag forestillingen her.​

Spilleplan

Der spilles forestillinger i perioden 10. november til 10. december 2017:
Fredage klokken 19.00
Lørdage klokken 11.00 og 15.00
Søndage klokken 11.00 og 15.00

Priser:

Voksen (fra og med 16 år):
150 kr. inkl. gebyr

Barn (til og med 15 år):
100 kr. inkl. gebyr

Ledsagerkort
En fuldt betalende gæst med ledsagerkort fra Dansk Handicapforbund kan tage en gratis ledsager med. Billetter købes via vores billetkontor.