Undervisere – Vinterskole

Maria Nielsen

Jeg hedder Maria, jeg er 25 år gammel og bor i Nyborg. Jeg er i gang med at færdiguddanne mig som psykomotorisk terapeut og arbejder derudover som tjener, underviser og koreograf. Det er mit 9. år som underviser på vinterskolen og jeg glæder mig lige meget hvert år. Jeg har danset siden jeg var 11 år gammel på Nyborg Voldspils vinterskole og har derudover en 1-årig grunduddannelse i dans. Udover at være underviser er jeg også daglig leder af vinterskolen på 6. år og glæder mig meget til en ny sæson, med både nye og gamle ansigter.

Det er vigtigt at vide, at vinterskolen rummer alle elever – vi tilpasser undervisningen efter den enkelte elev og holdet som helhed. Vi ligger stor vægt på at det skal være hyggeligt og sjovt, men samtidig lærerigt at gå på vinterskolen. Vi sætter stor pris på og tillægger det meget værdi at arbejde frem til et produkt, som vil blive vist til forårets store opvisningsshow.

Jeg ønsker alle undervisere samt gamle og nye elever en fremragende og fantastisk sæson på vinterskolen 2018/19.

Kirstine Dick Henriksen 

Mit navn er Kirstine og jeg er 22 år gammel og er bosat i Nyborg. Det er den anden sæson jeg skal undervise i dans på vinterskolen, hvor jeg selv har danset i snart 10 år og medvirkede på den store sommerscene som danser i Grease 2017.

Jeg har derudover gået på efterskole, hvor jeg også fik stor erfaring inden for gymnastikkens og især dansens verden, og det var også der jeg fik opdagede min interesse for hiphop / house. På holdene kommer I til at arbejde inden for forskellige stilarter der udspringer fra hiphop såsom: House, new school, old school osv. Jeg glæder mig meget til at undervise og lære jer at kende.

Emma Normann Hansen

Mit navn er Emma. Jeg er 23 år, kommer oprindeligt fra Nyborg og er vinterskolens nyeste danselærer. Jeg har medvirket på Volden i omkring seks år, senest set som Lina Lamont i Singin' in the Rain 2018 og året forinden som danser i Grease 2017. 

Jeg startede mine spæde dansetrin da jeg var fem, og jeg har sidenhen danset mange forskellige stilarter og udviklet mig til en stor musicalentusiast. Når jeg ikke synger, danser og spiller teater, har jeg det seneste år arbejdet som fast vikar og pædagogmedhjælper i SFO. Her har jeg bl.a. haft fornøjelsen af at undervise i dans, hvilket har givet mig et unikt indblik i og en større forståelse af, hvordan børn lærer bedst og hvad de finder sjovest.

I mine timer ser jeg frem til, at vi skal danse os glade, for det er sjovt at danse! Vi vil berøre forskellige grundteknikker og genrer som bl.a. jazz, moderne, show, ballet og hiphop, samt have et fokus på udtryk og performance. Jeg glæder mig til den dejlige sæson vi går i møde - så skal der danses!

Dorthe Boe Christensen

Mit navn er Dorthe, og jeg er 43 år gammel. Jeg arbejder på Oure Efterskole, hvor jeg underviser i skuespil på 10. klasse, dansk og Oure Global. For nogle år siden tog jeg en diplomuddannelse i dramapædagogik, og jeg elsker at undervise i teater.

Jeg har altid elsket teater og musik og har i forskellige sammenhænge selv været aktiv. I Nyborg Voldspil sammenhæng var jeg med første gang i på sommerscenen i Evita 2008, på vinterscenen Narnia 2008 og senest i Jul på Slottet 2017 i rollen som Fedorika.

Nyborg Voldspil er et dejligt sted og jeg glæder mig til at undervise en masse glade teater-unger!