Historien

MY FAIR LADY er historien om Eliza Doolittle, den unge blomstersælger med sin umiskendelige cockney-accent, der sidder fast i de nederste klasser i det Edwardianske samfund. Da hun møder professor Henry Higgins, tager hendes liv en uventet drejning; Higgins indgår et væddemål om at lære hende at tale og opføre sig som en fin dame.

Det bliver begyndelsen på et helt nyt kapitel for dem begge to, en mulighed for at de begge kan forandre sig og i sidste ende udfolde deres potentiale.

De store klassikere har det med at komme til os, i en tid hvor vi har brug for det – og MY FAIR LADY er måske musicalklassikeren over dem alle.

Historien om at bryde med normer og forventninger, er nok noget alle mennesker kender til på den ene eller den anden måde. Vi kæmper hele livet med at finde vores egen vej og mening med det hele. I værste tilfælde betyder det at nogle af os ender med at fortryde det liv vi har levet, fordi vi i højere grad er kommet til at leve det liv vi følte der var forventet af os, i stedet for at leve det liv vi gerne selv ville leve.

Bare fordi noget er normalt, er det ikke nødvendigvis rigtigt for alle, og at noget er unormalt, gør det derfor heller ikke automatisk forkert.

I MY FAIR LADY mødes to skæbner, og vi følger et isoleret kapitel i Eliza Doolittle og Henry Higgins liv, der viser hvordan et sådan møde mellem mennesker kan være afgørende, for at vi vokser, og bliver til dem vi er ment til at skulle blive. Baseret på George Bernard Shaws skuespil “Pygmalion”, er det en af de helt store musicalklassikere, som mange andre musicals måles efter.

Og selvom historien er mere end 100 år gammel, er den på sin vis et moderne eventyr, spækket med aktuelle temaer, om at være til i en verden der, mere end nogensinde før, kræver af os at vi ved hvem vi selv er.

MY FAIR LADY byder på et af musicalhistoriens flotteste musikalske partiturer, med vidunderlige sange som “DET VAR VEL VIDUNDERFULDT”, “MED LIDT LYKKE OG LIDT HELD”, “EN SNEGL PÅ VEJ’N”, “JEG KUNNE DANSE NU”, “PÅ DEN VEJ HVOR DU BOR”, “ALFRED SKAL GIFTES NU TIL MORGEN”, og “JEG HAVDE VÆNNET MIG TIL ALT”.

Da forestillingen åbnede på Broadway, modtog den seks Tony Awards, heriblandt for bedste musical, og den udødelige filmversion fra 1964 med Audrey Hepburn i hovedrollen tog hele otte Oscars med hjem, heriblandt for bedste film.

Når vi til sommer inviterer jer ned på den udendørs voldspilsscene og tilbage til London i starten af 1900-tallet, bliver det til en fejring af livet og det mod det kræver at blive ved med at lære, modet til bevæge os uden for normerne, modet til at vælge det liv der er rigtigt for os hver især.

Vi glæder os til at se jer i sommeren 2024!

My Fair Lady

19. juli til 10. august 2024 kl. 20.00
Ingen forestilling søndage og mandage

Billetpriser
Prisgruppe A: 295 kr. (børn: 155 kr.)
Prisgruppe B: 250 kr. (børn: 135 kr.)
Prisgruppe C: 195 kr. (børn: 105 kr.)
Prisgruppe D: 150 kr. (børn: 85 kr.)
Børnepriser gælder for børn under 13 år

Inkl. 20 kr. billetgebyr.

Pensionister og efterlønsmodtagere: 150 kr.
Gælder kun forpremiere 18. juli 2024

Er du abonnent på et af Jysk Fynske Mediers 15 dagblade, f.eks. Fyens Stiftstidende eller Fyns Amts Avis, se da din særlige billetpris på avisfordele.dk 

Forpremiere onsdag d. 17. juli 2024 kl. 20.00 for Den Humanitære Fond 
Overskuddet fra billetsalget går ubeskåret til forskningsmæssige, humanitære, kulturelle, sociale og uddannelsesmæssige formål.
Billetpris: KUN 175 kr. inkl. kaffe og kage i pausen.
Billetter til denne forpremiere kan købes via dette link: Den Humanitære Fond

Voldspilspladsen 
Møllebakken 6
5800 Nyborg

Kunstnerisk ledelse

Mikal Korsgaard Larsen
Instruktør

Johan Berg
Sang- og korinstruktør

Peter Friis
Koreograf

Anete Lotus Jensen
Co-Koreograf

Camilla Bjørnvad
Scenograf

Kristoffer Nybye
Kapelmester

Jannie Lindhard
Kostumier