Vinterskolen viser visioner
Skrevet af Sigrid Dreyer-Top Bording
Fredag d. 26 og lørdag d. 27 april var der fest på Slotsmøllen!
Nyborg Voldspils Vinterskole afholdt deres afslutningsshow, hvor eleverne præsenterede de projekter, som holdene havde arbejdet på i sæsonen. Maria Kronborg, leder af Vinterskolen, stod i spidsen for dagen og styrede den perfekt.
Kronborg har været en del af Vinterskolen siden 2005, da hun i en alder af 12 år, selv startede som elev på danseholdet. Derefter blev hun underviser og kunne nu give sin viden videre til ildsjæle som hende selv, der bare gerne vil danse. Nu har Maria været leder af Vinterskolen i 10 år, og drømmer om en skole, hvor alle med en passion inden for dans, drama eller sang har lyst til at være.
I år har ikke mindre end 140 elever troppet op til undervisning, og alderen spænder mellem 3,5-55 år.
På skolen bliver der tilbudt undervisning indenfor musicalens 3 hovedemner: Netop, dans, drama og kor. Dengang projektet startede i begyndelsen 00’erne, var det en motivation til at give læren videre til elever, der i fremtiden ville kunne stå på Nyborg Voldspils sommerscene. Dog har målet ændret sig i løbet af årene, og Vinterskolen er blevet et sted, hvor der er plads til alle, og hvor man kan være sig selv. Det hænger sammen med Nyborg Voldspils princip for de frivillige. VI STIFTER FÆLLESKAB!
Showet set fra sidelinjen! Her ses dansehold og dramahold i forskellige aldersgrupper.
Derfor er Vinterskolen og Nyborg Voldspil også bundet sammen. Selvom det ikke længere er hovedmålet for skolen, ender flere af eleverne enten på vinter-eller sommerscenen, og deler samme interesser som de resterende Voldspillere.
”Vi er her fordi vi elsker at lære og udvikle os, og fordi vi elsker Nyborg Voldspil.” – Maria Kronborg
Samtlige af underviserne på Vinterskolen har alle haft deres gang på Nyborg Voldspils sommerscene.
Maria Kronborg har selv stået på scenen siden 2005, og blev i 2017 en del af de kreative team på vinterscenen. I år er Maria også en del af castet til My Fair lady, ligesom Benjamin Holmstrøm Nielsen, som også har mange år på bagen i Nyborg Voldspil. Flere af underviserne, Emma Normann Hansen, Mads-Emil Frederiksen, Lærke Wiggers samt de 2 førhen nævnte deltog i både sommerens forestilling 2023 ”Cabaret” og vinterforestilling ”Troldmanden fra OZ”. En af underviserne udtalte efter afslutningsshowet, at det er sjældent man finder et arbejde, man holder så meget af.
”Vi gør det sammen, fordi vi alle har et hjerte i det. Vi løfter i flok, fordi alle har en kærlighed for Nyborg Voldspil”. – Emma Normann Hansen
Det er i sidste ende de frivillige Voldspillere som driver skolen. Dem som har et hjerte og en stor passion for Volden.
De 6 nuværende undervisere på Vinterskolen. Dem kan man lære mere om på denne side: https://nyborgvoldspil.dk/vinterskolen/undervisere/
Hvad venter du på!
Hvis du har mod, lyst og passion for enten dans, teater eller kor, kan du melde dig ind på Vinterskolen i den næste sæson September-April, og blive en del af noget større. Der er plads til alle, uanset niveau og udfordringer, man skal i bund og grund være åben og have lyst til at møde nye mennesker. Som noget nyt, har Vinterskolen 25 bevillingspladser til folk med trængere kår. Dette skal bevilges enten gennem skole eller børnehave.
Tilmeldingen starter allerede i august og undervisningen starter i Uge 36. Man kan melde sig til inde på Nyborg Voldspils hjemmeside.
Maria Kronborg
Leder af Vinterskolen og underviser i dans
”Mit hjerte ligger hos Nyborg Voldspil og for Vinterskolen”
– Maria Kronborg